Smukfest 2015, desværre uden Volt

Smukfest har i dag annonceret på deres Facebook-side, at festivalen i 2015 har valgt at tilbyde bærbar mobilopladning i leveret af teleselskabet Telia. Stod det til Volt, var vi stadig til stede, men det er desværre ikke lykkedes at forlænge aftalen for 2015 med Smukfest.

Vi er utrolig kede af den situation du som tidligere bruger af Volt og festivalgæst på Smukfest nu står i. Volt blev skabt med ønsket om at tilbyde festivalgæster den bedste digitale festivaloplevelse, hvor ingen skal bekymre sig om strøm på mobilen. Det er stadig vores mission, og vi havde hellere end noget andet set, at vi kunne levere vores service på Smukfest i de næste mange år.

I 2012 introducerede vi for første gang nogensinde bærbare opladere og bytteservice på Roskilde Festival og Smukfest fra vores campingvogn. I tog rigtig godt imod os på Kærlig Heden og efter et par dage blev vi tilmed kaldt “den bedste festivalopfindelse siden dåsemakrellen”. I årene herefter, har vi med glæde set, at mange af jer er vendt tilbage og har benyttet vores service igen og igen. Det er med jeres fantastiske feedback og opbakning, at vi har videreudviklet Volt og i 2014 kunne vi tilbyde flere byttestationer på festivalen og en samlet kapacitet på over 20.000 opladere og services.

Vi elsker at være en del af den energi og kærlighed, I spreder på denne helt unikke festival og vi vil gøre alt hvad vi kan, for at vi igen i fremtiden kan blive en del af dette fællesskab.

Hvis du har spørgsmål, kommentarer, feedback eller ønsker at komme i kontakt med os, hører vi meget gerne fra dig. Du kan vælge at svare denne email direkte, skrive til os på support@getvolt.dk eller fange os på Facebook.

Vi håber på din forståelse og håber, at kunne hjælpe dig på en af de mange andre festivaler, som vi er på til sommer.

Det bedste festivalhilsner,

Tobias, Rune, Trygve og resten af teamet bag Volt

Next ArticleFå Volt leveret til døren før festivalen begynder